Metoden til fremstilling af jordankre

Fremgangsmåden til fremstillingjordankers:

Opfindelsen angår et fladt eller vinget jord- eller jordanker, der skubbes ind i formationen på langs og derefter, når det når en optimal dybde, trækkes og vippes til en flad sideposition til forankring af en slæbestang, kabel eller lignende.

Jordankeret omfatter en rørformet central kropsdel, et par vinger, der strækker sig radialt på tværs fra kropsdelen og en krydsformet stjernespids foran på kroppen, som omfatter skarpe frontblade og fungerer som et stjernebor for at trænge ned i jorden . En trækstang er fastgjort til øjendelen af ​​ankerets kropsdel, og enden af ​​ankeret er skarp og omfatter et buet fremspring, der strækker sig for at lette ankerets hældning. Ved brug indsættes en drivstang i akselbøsningen for enden af ​​karrosseriet. Drivstangen bruges til at drive ankeret til en optimal dybde i formationen. En trækstang bruges derefter til at trække kabelhulsdelen af ​​ankeret, så ankeret vipper under jorden og er i det væsentlige vandret i forhold til hullet i jorden.

Den kendte teknik tilvejebringer også en indretning til at afbalancere ankerets tværsnitsform, således at ankeret kan komme ind i formationen langs en lige fremdriftsbane, selv hvis en ustabil forhindring er til stede, hvilket også er en forbedring på dette teknologiområde. Det er også en forbedring at tilvejebringe komponenter for at lette forankringens hældning i formationen. En del, der reducerer slagkraften på forbindelsen mellem anker og trækdel, er også en gavnlig forbedring. Et vigtigt aspekt af opfindelsen er tilvejebringelsen af ​​et jordanker, som repræsenterer en forbedring af jordankeret vist i patent 4.802.317 og indbefatter indretninger til at lette passagen af ​​jordankeret gennem lagene. I den foreliggende opfindelse opnås dette ved at tilvejebringe en krydsformet stjerneformet spids med et antal skarpe frontblade forskudt på langs i forhold til hinanden foran jordankeret. Generelt omfatter siderne af hver tværstjernespids en første forkant og en anden bagerste forkant, og afstanden, som den anden eller bageste forkant strækker sig lateralt fra kropsdelen, er større end den afstand, som den første eller forreste forkant kant strækker sig sideværts fra kropsdelen. En forskudt eller aftrappet forkant letter indtrængning af hård jord ved først at skubbe den mindre forkant, der hjælper med at skære og bryde den hårde jord fremad, og dermed letter passage af de bagerste og større forkanter. Ankeret omfatter også et par vinger, der strækker sig radialt lateralt fra kropsdelen med for- og bagblade. Forkanten af ​​hver vinge er opdelt i et antal skarpe forreste vingekanter, der rager et større stykke udad fra kropsdelen i rækkefølge, og i brug skærer hvert forvingeblad på skift jorden igennem, og stiger gradvist. Det mindre, forreste forblad skærer let igennem formationen, hvilket gør det nemmere for det efterfølgende, større vingeblad at skære igennem formationen. Et andet vigtigt aspekt i denne henseende er tilvejebringelsen af ​​jordankre, hvori vingen er reduceret i tykkelse og tilspidset for at reducere vingetykkelsen mellem forkanten og halekanten.